Jeg arbejder i det danske sundhedsvæsen, så jeg er ikke hjemme som så mange andre. Jeg cykler til og fra arbejde, og møder sjældent et menneske på min vej for tiden. I går mødte jeg en mand på min vej, han stoppede mig endda ved et lyskryds for at spørge om vej – jeg fandt et kort til ham på min mobil via. GPS – han spurgte om jeg ikke kunne undvære en skilling, han var hjemløs og sælger for “hjem forbi”, men de må ikke sælge aviser lige nu pga. corona situationen, han sagde han frøs, jeg var på vej på arbejde så havde desværre intet jeg kunne give ham, havde ingen handsker eller lign. på mig. Han sagde at han tit frøs for tiden om aftenen/natten, fordi hans handsker var blevet væk og varmestuen var lukket så han havde intet sted at tage hen.. Jeg fik det helt dårligt.
Jeg arbejder som sagt i sundhedsvæsnet, nærmere betegnet et sygehus. Lige nu bliver vi hyldet som hverdagens helte (og nogle vil mene, at det er på høje tid at der sættes større fokus på vores arbejde). Det er rigtigt nok… Vi har travlt, RIGTIG travlt. Og det er hårdt at arbejde 8-16 timer i isolationstøj fordi stort set alle patienter er “obs. corona” og kræver at man ifører sig både dragt, mundbind, handsker og briller/visir, hver eneste gang man skal ind på stuen (men føler mig nu velsignet over at vi ikke er løbet tør for værnemidler ENDNU – og tanken om at vi ikke engang er nået “toppen” endnu, er nærmest ubærlig). Når man så kommer ud så er det djævelsk rart at lokale butikker har været forbi med en kagemand, en æske donuts, en kold cola og et fint kort med tak. Tak for det, hver en lille ting tæller i denne her situation og selv mit fornufts-baserede sundheds-arbejder hjerte bliver rørt af det.
Men jeg får næsten dårlig samvittighed.
Vi bliver hyldet som hverdagens helte, og får en masse støtte fra det omkringliggende samfund. Mens andre mister deres job, må opgive deres virksomheder (deres livslange drøm), sidder i karantæne og er bekymrede for deres pårørende (det er jeg nu også), eller rent faktisk er en af de patienter som ligger i sengene – omgivet af fremmede mennesker i “rumdragter”.
Jeg er trods alt sikret en indtægt, jeg bliver ikke fyret og mister mit livsgrundlag. Jeg har en varm seng at sove i om natten, og jeg har fastholdt min “semi normale” hverdag og ser stadig mine kollegaer. Jeg har adgang til værnemidler på min arbejdsplads (endnu), som jeg ved andre erhverv efterspørger fordi de også er i risikozonen og i kontakt med mange mennesker igennem deres arbejdsdag.
Det blev lidt rodet, men jeg tror min pointe er at selvom at jeg er lige midt i orkanens øje og alle snakker om hvor forfærdeligt det må være – og hvor heltemodige vi er – så føler jeg mig priviligeret ved at være her. I corona land, sammen med mine kollegaer. Der er så mange der har det meget værre end os.
MvH. Pernille, Slagelse.
