Apokalypse

Bidragyder

Trine

Ringsted

27/03/2020

“Jeg synes, du er en elendig journalist”, råber Trump flere gange til en journalist, der ved et pressemøde spørger, hvad han vil sige til alle de bange amerikanere.

“USA vil gå styrket ud af det her og jeg glæder mig”, svarer han på et spørgsmål fra en anden journalist.

Nogle sekunder senere vender han sig mod den forrige journalist og gentager:

“Jeg synes, du er en elendig journalist!”

Få dage senere er dødstallet i USA oppe på 2.035. 

I Norditalien strander familier med deres døde i lejlighederne. 

Ingen bedemænd vil hente dem. Ingen tør. 

Til sidst lykkes det og bedemændene møder op iklædt noget, der ligner rumdragter, mens de forklarer de efterladte, at de er nødt til at begrave dem hurtigt, uden højtidelighed, og at familierne må sige farvel til deres døde nu, i lejligheden.

I ly af mørket kører endeløse korteger mod hastebegravelser i Italien.

I Madrid omdanner man en skøjtehal til et lighus for at få plads til de mange døde.

“Tror du, jeg kan rejse til Australien snart?”, spørger min 21-årige datter og kigger på mig med skræmte dådyrøjne.

For et par måneder siden forelskede hun sig i en fyr, der skulle rejse til Australien. Efter en kort romance steg han ombord på et fly og de talte om, at hun skulle købe en billet snart, så hun kunne komme ned og besøge ham.

Men det var før Corona-helvedet, før apokalypsen, før verden lukkede ned, dengang vi endnu talte om, hvor vi gerne ville rejse hen næste gang, vi skulle på ferie, da vi stadig turde drømme, dengang det gav mening for terrorister at planlægge angreb på store folkemængder.

Nu klarer naturen det, som mennesker før brugte uanede kræfter på og der er tomt på Bondie Beach, på Champs Elysées, på Peterspladsen i Rom, og jeg har svært ved at finde ord, der forklarer min datter, at jeg tror, der går lang tid, før verden er den samme igen. 

At det måske aldrig bliver det samme igen. At der kommer flere døde, konkurser, arbejdsløse, desperate mennesker, der slås om ting og mad. At en ny Mussolini får milde kår og at angsten har fået tag i os.

Men fremtiden tilhører de unge. Tiden er deres ven og de er endnu så uspolerede af livet. 

Min datter hækler et viskestykke. Laver surdej. Bager. Rydder op i garagen. Venter.

“If I fall behind..will you wait for me there”, synger Bruce Springsteen i radioen.

“Venter du på mig…hvis du går over først?”, spørger min mand mig med tårer ned ad kinderne.

“Ja”, svarer jeg.

“Jeg venter på dig.”

/ Trine Kruse Lykkegaard / Ringsted

Følg CoronaDage

Følg med på Facebook. Her fortæller vi, når der er kommet nye bidrag.

Del fortællingen.

Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook
Share on linkedin
LinkedIn
Lidt mere

Andre fortællinger

Digitalisering

Efterhånden er jeg ved at vænne mig til den digitale verden – selv om jeg stadig SAVNER den fysiske kontakt. Jeg har haft flere digitale

Ikke to dage er ens

Vi sover lidt for længe, men der er jo heller ikke noget, der haster. Arbejder hjemmefra – ja, men det er der ikke noget nyt i.