Bedemanden

Bidragyder

Dennis

Slangerup

13/04/2020

Her en lille beretning om livet som bedemand under coronaepidemien 2020. 

Corona … Hvad er det? Er det nu bare medierne der blæser en vinter influenza op til noget stort? 

Jeg husker tydeligt den aften, hvor statsministeren gik frem og sagde: “Vi lukker Danmark”.

Lukker Danmark? Hvad mener hun? Det kan man da ikke? Lukke hvordan? Tankerne var mange, og aftenen blev brugt flittigt online på at søge informationer om “denne her corona”! Jo mere man læste jo mere gik alvoren op for mig. Jeg kunne jo se billeder fra Kina hvor der var helt galt og de sociale medier gik helt bersærk med billeder af folk der tømte netto butikker for toiletpapir og gær.

Da jeg sidder som lokalforeningsformand for Region Sjælland og Bornholm i brancheforeningen for danske bedemænd, kunne man jo ikke undgå at frygte de vilkår, man så på billeder på de sociale medier og i fjernsynet fra Kina.

Læger og sygeplejerske der gik rundt i heldragter med åndedrætsværn! Skulle det komme til Danmark?
Allerede dagen efter om morgenen, deltog jeg i et hasteindkaldt virtuelt bestyrelsesmøde med resten af bestyrelsen for Danske Bedemænd. Vi måtte sande, at denne epidemi også kunne ramme Danmark, og derfor var vi nødt til at agere derefter. Der blev lavet vejledning, som blev sendt ud til foreningsmedlemmer om brug af heldragter, masker og hvorledes man skulle forholde sig i denne nye situation, landet stod i.

Efter et par dage kom det første dødsfald relateret til corona. 
Jeg sad hver dag (sikkert ligesom resten af Danmark) og fulgte intenst tal og statistikker på fjernsynet. Den første uge var der lidt “lejrstemning” over situationen… jeg tænker, det muligvis skyldtes at sandheden ikke var gået op for de den gængse dansker? Man så stadig folk i parker, og i andre lande havde de slet ikke lukket ned ligesom vi havde gjort i Danmark.

Men efter ca. 14-17 dage blev flere og flere indlagt og befolkningen begyndte at se sandheden i øjnene, nemlig at det her var alvor.
Som bedemand stødte jeg også på afdøde som var gået bort af Covid 19. Jeg husker klart den første borger vi hentede… vi havde heldragter på, åndedrætsværn, 2 lag gummihandsker og visir foran vores hoveder.Jeg måtte gå på kompromis med den værdighed jeg normalt udfører i mit arbejde. Mit job som bedemand handler meget om etik og morale og om at kigge folk i øjnene og tale med dem, grine sammen med dem og græde sammen med dem…Men alle de ting er nu erstattet af samtaler over Skype eller telefonen, nærheden er svær da vi ikke mødes med vores familier og når vi henter en afdød kommer vi i “rumdragter”.
Verden er en anden.
Vi er underlagt restriktioner om et max antal deltagere i kirkerne, gravere der ikke må lægge blomster ind i kirkerne, og forkortede taler over den afdøde … men sværest for mig var, at jeg ikke kunne kramme de familier, jeg har hjulpet.
Jeg har måtte gå på kompromis med mine værdier som menneske. Epidemien har vundet over mine værdier, og de værdier jeg har bygget min forretning på …
Så jeg har måtte tænke lidt anderledes, og har tilbudt folk “efter samtaler”, at tage billeder fra kirken, streame handlinger til gæster der ikke har kunne deltage.

En af de tanker, jeg gjorde mig, var, at jeg ønskede mere sammenhold i et tid, hvor vi alle skal være sammen – men hver for sig.
Jeg opfordrede folk i bybilledet til at stoppe op hver gang de så en rustvogn, tage hatten af og nikke/hilse og vise respekt for afdøde og dennes familie. En gestus der blev taget rigtig godt imod, og som jeg håber, bliver bevaret i tiden efter corona. 

Skulle jeg kigge i krystalkuglen, og spå for fremtiden, så håber jeg danskerne husker det sammenhold, der har været under den fire uger lange karantæne. Folk der har fællessang fra altaner, påskefrokoster over Skype, naboer der handler for hinanden og generelt er mange blevet mere bevidst om at gøre en forskel.

Min hverdag har været presset, men jeg er stolt af mit arbejde, men glæder mig til tiden efter corona, hvor jeg igen kan kramme og give hånd og kigge folk i øjnene. Igen.

Hilsen Dennis Tobiasen Byens bedeman

Følg CoronaDage

Følg med på Facebook. Her fortæller vi, når der er kommet nye bidrag.

Del fortællingen.

Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook
Share on linkedin
LinkedIn
Lidt mere

Andre fortællinger

Dag 10

Nu har han været lukket inde på det ene og mindste børneværelse i lejligheden i 10 dage. Og vi er alle ved at blive sindssyge.

Hjemmearbejdsdag

Min 5. hjemmearbejdsdag. Vækkeuret skal i disse dage ringe en time senere end normalt, da der jo ikke er langt til “arbejde”.  Det er da

A Corona Kiss

Normalt laver jeg bestillingsopgaver, men i disse tider synes jeg det var sjovere at spørge hvad mine SoMe venner synes jeg skal tegne. Så de