Jeg var ellers på vej i seng. Så lyste det gult i køkkenvinduet, og jeg kunne se en ambulance holde på den modsatte side af vores gade. Den side med alle vinduerne, hvor vi smugkigger på alle de andre derovre, som nok kigger over på os. Der er nok ti meter derover. Der stod én ud af ambulancen, som begyndte at iføre sig en hvid dragt. De dragter, som vi plejede at lave sjov med, hvis de skulle bruges, når væggene skulle males. Sjove fordi man mister sin form fuldstændigt og bare bliver en plasticknitrende klump med fire lemmer. Så kom en maske på, en hætte dækkede hestehalen, og hun ringede på en dørklokke med sin lyseblå plastichandskefinger. Mon hun skulle ind til ham, vi særligt følger gennem ruden, – ham der nu arbejder hjemmefra med to skærme på spisebordet? Nej det var nedenunder. Et svagt lys blev tændt i vinduet. Imens rullede ambulancechaufføren en båre ud på gaden og dækkede den med store hvide tæpper. Den hvide, tomme båre på den mørke tomme gade, det lignede en teaterscenografi. Lyset tændte i opgangen derovre, en ældre dame med et hvidt mundbind på kom ud sammen med ambulancedamen, stadig dækket i hvidt fra top til tå. Den ældre dame lagde sig på båren sammen med en plasticpose fra Føtex, der kom ned i fodenden. Så blev hun pakket helt ind i tæpperne, spændt fast og rullet ind i ambulancen. Kort efter kørte den.
Lyset i lejligheden blev slukket helt, inden de kom ud, så hun var alene.
En nat med corona
Jeg er træt og vil faktisk rigtig gerne sove. I morgen vågner den fireårige og har brug for nogenlunde normale rammer. Og ikke mindst en
