Nu har han været lukket inde på det ene og mindste børneværelse i lejligheden i 10 dage. Og vi er alle ved at blive sindssyge. Da han kom hjem med høj feber, ondt i kroppen og hoste gjorde jeg det mindste børneværelse (tæt på toilettet) klar med et lille bord og en madras på gulvet. Så bad jeg ham flytte fra vores fælles seng og derind.
Hele lejligheden blev vasket og sengetøj skiftet. Og så kunne jeg og vores to børn også gå i seng. Tankerne fløj rundt: Hvor længe ville det vare? Hvor syg ville han blive? Ville vi andre også blive syge? Hvad måtte vi egentlig? Hvem skulle købe ind? Hvad med den planlagte påskeferie i sommerhuset??? Var det ikke også typisk, at han gik hen og blev smittet. Jeg var faktisk sur på ham. Han var blevet ved med at se sine venner, købe ind hver dag, og han syntes, jeg overdrev med håndvaskning. Selvfølgelig skulle han blive syg.
De første tre døgn lå han bare i sengen og svedte, frøs og sov. Jeg og børnene prøvede så godt vi kunne at arbejde hjemmefra og lave hjemmeskole. Jeg fik købt stort ind, og vi gik alle i isolation. Ingen lejeaftaler, ingen venner. Kun os. Hver gang han gik på toilettet, vaskede jeg det. Efter tredje dag begyndte han at få det lidt bedre, men han var stadig syg. Hvis det stod til ham, ville han nu komme ud og være sammen med os som normalt, men det ville jeg ikke. Jeg prøver at følge rådene fra Sundhedsministeriet, og han accepterede det. Jeg spørger, hvis han har lyst til noget. Steger æg, kommer med cola, serverer ham morgenmad, frokost og aftensmad. Vasker vores eneste toilet/bad i hvert fald 4 gange om dagen – hver gang han har brugt det. Prøver at underholde ungerne. Vi går ned med skrald og tager pap med op. A bygger et sørøverskib. M syr. Men det bliver meget IPad og film, hvis jeg overhovedet skal få lavet noget arbejde. Mere end hvad jeg egentlig synes er ok. Arbejder fra 21-24 hver aften når de andre sover for få lidt effektiv tid. Sådan bliver det ved, men han bliver ikke rask. Har ondt i lungerne, bliver ved med at hoste. Nu er det påskeferie og om muligt er det endnu mere hårdt. Føler os lukket inde. Vi er stadig raske, men hvor længe orker vi at blive ved sådan her. Eller burde vi bare stoppe, og se hvad der sker, køre i sommerhus, nyde solen, håbe på han ikke bliver dårligere, og at vi forbliver raske. Jeg ved det ikke, og hvem skal man spørge??!
Alt er så uvant.
