Endnu en coronadag. Min fire årige søn symboliserede idag corona gennem sin drengede opførelse. Han fik to forslåede knæ fra asfalten; cyklede ud til Christiansminde, hvor han fik en filur-is. Den takkede han for ved at tisse på sin mor og toppede det med en dans på bordet, hvor han rækte fuckfinger til alle omkring ham. Corona tjener på mange måder som fremkaldervæske, der afslører sandheden. Egentlig har vi styrket fællesskabet i vores kollektive adfærd. De ældre og sårbare passer vi på ved at holde afstand med afsprittede hænder. De første plyndringer blev hurtigt hånet; toiletpapir blev ikke ny valuta.
At træde ud fra rottehjulet virker til at have en positiv effekt på både natur og folkesjæl. Der, hvor vi bor, bliver der samlet skrald op om dagen, og der bliver tændt bål i gaden om aftenen. Det er sgu egentlig et meget godt liv i vores egen lukkede bobbel.
Senere på dagen klatrede min søn i træer med sin ven Sofus, begge modige udover evne. De knækkede et par tulipaner som resultat, men var pænt ligeglad. Vi grillede pølser i Kristian og Ninas have. Det var lækkert frit, når solen skinnede.
Men sandheden om vestens hykleri er også tydelig. Corona kræver en alvorlig reaktion, men det er der bestemt også andre problemer som gør. Hver dag dør 30.000 af sult. 30.000. Hvoraf størstedelen af børn. Forældre må begrave fremtidens tynde arme, mens vesten kigger væk. Hver dag bliver til 9.000.000 om året. Et svært begribeligt tal mange gange det som coronaen er ansvarlig for. Med en brøkdel af de hjælpepakker som er givet til erhverslivet og den økonomiske genopstandelse, kunne vi, ifølge FNs beregninger eliminere og forebygge hungersnød. En tilgængelig løsning. Men det er der fandme ingen, som snakker om. Det er jo bare afrikanske børn. Lad os bare pege finger af politikerne, den navlepillende presse og ubegribeligheden. De dør dog stadigvæk.
Sønnen sluttede dagen af med endnu en is, mens han brokkede sig højlyt over overhovedet at skulle i seng. Godnatlæsning i Guinness Rekordbog mens vi grinte over, hvor gak verden er. I morgen skinner solen igen, så vi kan nyde vores frie drengede sind og kære om de nære. De sultne børn i Afrika er der dog stadig ingen, som skænker en tanke.
—
