Efterhånden er jeg ved at vænne mig til den digitale verden – selv om jeg stadig SAVNER den fysiske kontakt.
Jeg har haft flere digitale tilvænninger.
Hjemsendt fra mit kommunale sekretærjob til hjemmearbejde.
Efter et par dage var it-afdelingen klar med de nye opkoblinger – vi havde oprindeligt kun 700 – og skulle i denne fuldstændigt up-side-down-situation bruge omkring 5.000.
Torsdag den 19. marts 2020 havde jeg en tid ved lægen i form af det årlige ”kilometereftersyn”. Jeg skulle høre, hvordan blodprøverne så ud.
Jeg var jo hjemme allerede, så jeg skulle ikke bruge transporttid for at ”komme til lægen”. Dagens kontakt med lægen blev så mit første digitale lægebesøg, som blev digitalt for at undgå fysisk fremmøde. Lægen ringede op til mobilen og jeg skulle bekræfte. Lægekonsultationen gik fint på den måde, selv om jeg godt kunne mærke, at jeg alligevel ikke havde helt den samme fortrolighed.
Arbejdet er siden gået via mails og teams-møder; hvilket har gået ok.
Jeg har konstateret, at den fysiske arbejdsplads’ indretning – hæve-sænke-borde – flere store skærme – og nok albuerum alt sammen har meget stor betydning for det fysiske arbejdsmiljø. Og som alle nok har konstateret, har det fysiske fremmøde betydning for det psykiske.
I går havde jeg så sidste arbejdsdag, for herefter at gå på efterløn. Jeg havde jo allerede planlagt at ville holde noget sammenkomst med kolleger; men det kunne jo naturligvis ikke lade sig gøre, så det var underligt at sige farvel uden at kunne sige ”pænt” farvel til sine kolleger gennem mange år.
Men dagen blev alligevel rigtig god: Jeg mødte på arbejde, for jeg skulle jo alligevel aflevere min pc.
Ledelsen holdt møde og jeg blev inviteret med til kaffe og brød og min rådmand holdt en fin tale til mig. Min direktør havde skrevet et meget fint brev til mig og min med-sekretær kom med gaver fra frovaltning – personaleforennig – afdeling – sekretær-kolleger og hende selv. – Indimellem kom der søde mails og telefonopkald. Der var arrangeret et virtuelt farvel-møde med kollegerne i afdelingen, hvor gaven blev pakket op, og vi fik sagt på gensyn – for selvfølgelig skal vi have et ”rigtigt” farvel. Kl. 14 skulle jeg lige have et allersidste Teams-møde med en projektgruppe – og de mødte mig med flag og baggrundsballoner. Det var så fint, og vi fik på den måde sagt pænt farvel.
Da jeg kom hjem vende flere blomster. Så jeg må sige, at selv om det er en meget mærkelig måde af forlade arbejdsmarkedet på – så var det også en super god dag!!
Det bedste ved dagen var måske dog alligevel de to knusere jeg imod anbefalingerne alligevel fik.
Og nu kommer så min frie tid. Her må vi forsætte det digitale liv lidt endnu med onlinemøder i form af planlægning af roaktiviteter. Nej, hvor vi glæder os til at kunne komme på vandet igen.
Men hold da op, hvor er det ikke nok at se sine børn, sviger- og børnebørn digitalt. Nej, hvor jeg trænger til at give dem alle en ordentlig krammer!
