Jeg er kommet ind i en hverdag med min søster, hendes kæreste og deres lille søn. Ham passer jeg, når de febrilsk forsøger at arbejde hjemmefra.
Jeg tager ham ud i de forladte parker og på de børneløse legepladser.
Jeg holder ham tilbage, når han forsøger at stavrer mod hunde, der luftes.
Andre skulle jo nødigt tro at jeg ikke forstår alvoren.
Alvoren ramte mig ganske hårdt.
Jeg fik en masse tvangsprægede selvmordstanker i den første uge af karantænen.
Det vi lever i nu, føles som det mareridt jeg har frygtet siden jeg var barn.
Det føles som om min dødsangst var berettiget.
Jeg skyper med min psykolog og begynder at meditere.
Jeg spekulerer på, hvordan jeg får et job når alt det her lægger sig.
Jeg går ud i solen og overlever.
Hjemmearbejdsdag
Min 5. hjemmearbejdsdag. Vækkeuret skal i disse dage ringe en time senere end normalt, da der jo ikke er langt til “arbejde”. Det er da
