Dag 127 i karantænen

Bidragyder

Lisa

København S

10/04/2020

Jeg er kommet ind i en hverdag med min søster, hendes kæreste og deres lille søn. Ham passer jeg, når de febrilsk forsøger at arbejde hjemmefra. 
Jeg tager ham ud i de forladte parker og på de børneløse legepladser. 
Jeg holder ham tilbage, når han forsøger at stavrer mod hunde, der luftes. 
Andre skulle jo nødigt tro at jeg ikke forstår alvoren. 
Alvoren ramte mig ganske hårdt. 
Jeg fik en masse tvangsprægede selvmordstanker i den første uge af karantænen. 
Det vi lever i nu, føles som det mareridt jeg har frygtet siden jeg var barn. 
Det føles som om min dødsangst var berettiget. 
Jeg skyper med min psykolog og begynder at meditere. 
Jeg spekulerer på, hvordan jeg får et job når alt det her lægger sig. 
Jeg går ud i solen og overlever. 

Følg CoronaDage

Følg med på Facebook. Her fortæller vi, når der er kommet nye bidrag.

Del fortællingen.

Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook
Share on linkedin
LinkedIn
Lidt mere

Andre fortællinger

Apokalypse

“Jeg synes, du er en elendig journalist”, råber Trump flere gange til en journalist, der ved et pressemøde spørger, hvad han vil sige til alle

corona-sangen-hvad-er-det-der-sker

Hvad Er Det Der Sker?

I en lille landsby blomstrede en ide op. En ide om en sang som skulle åbne op for børns stemmer i denne Coronatid. Anna-Marie Søndergaard