Vi har isoleret far på børneværelset. Han har høj feber, tør hoste og hovedpine. Nu på femte dag. Vi andre er ikke syge. Myndighederne siger, det er bedst at minimere smitte i familien.
Der bliver sendt kærlighedserklæringer, røverhistorier og breve gennem sprækken i den gamle fyldningsdør.
Solstrålerne fra det forsømte forår strømmer tilbage gennem sprækken og minder os om, at livet går videre, selvom verden ikke længere er, som den var.
Feberen falder endelig. Der er håb. Håb om at sygdommen forsvinder. Og om at vi alligevel når at opleve foråret. Og om at verden trods alt stadig er der, når alt det her er overstået.
