Er historiens vingesus helt stille?

Bidragyder

Lea

Et sted uden for Hvalsø

17/04/2020

Tænk, at det er en voldsom influenza, der nærmest sætter verden i stå. Jeg mener i forhold til klimakrise, absurd social ulighed og krig. Havde det været Rabies, så havde der i det mindste været sådan lidt zombieapokalypse over det. Jeg kommer muligvis aldrig til at føle historiens vingesus stærkere end lige nu. Og det føles først og fremmest… stille?!?

Og jeg ved godt, at jeg bare skal holde min mund. Jeg bor ude på landet og har kunnet nyde et helt fantastisk forår med min lille familie i haven og skoven. Forandringen føles bare ikke så stærk herude. Vi havde oven i købet tre ugers ferie en uge efter at ”Danmark lukkede ned”, så selvom interrailturen ikke blev til noget, så slap vi for hjemmepasning/hjemmearbejdelogistik. Vi har i stedet bygget brændeskur, plantet blomstereng, lavet urtehave, lagt kartofler og plantet jordbær, leget i sandkasse, klappet heste, besøgt bedsteforældre (sshhh!!!!), bygget mærkelig Lego-konstruktioner, danset og sunget helt ufattelig meget, og haft tid til at lave ordentlig aftensmad. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så har jeg faktisk mest af alt gået rundt i en lille lykkeboble. Så jeg skal bare holde min mund.

Det er jo heller ikke fordi vi er totalt upåvirkede. Arbejdslivet er begyndt igen, og jeg synes sgu, det er svært at holde motivationen oppe. Og så er der det der med, at jeg er gravid. Selvom jeg først har termin til juli, så kan jeg da godt blive nervøs for, at min mand måske lige pludselig ikke må komme med til fødslen fordi han bliver syg. Eller at jeg selv bliver syg, og at jeg så skal føde med en jordemoder iklædt rumdragt og jeg selv skal have maske på (og held og lykke med at få fødende kvinder til at bære maske siger jeg bare). Heldigvis har vi været igennem 12- og 20-ugers scanningen. Nu må far/medmor ikke længere komme med til scanningerne. Tænk at være helt alene, når du får at vide at fosteret har alvorlige misdannelser…

Så bristede den der lykkeboble alligevel. For jeg forstår jo godt at folk er bange. Det er forfærdeligt at se hvad der sker i Italien, Spanien og USA. Jeg får en klump i halsen når jeg læser at en 36-årig mand er død med Corona. Det er yngre end mig. Og jeg kan slet ikke bære at tænke på flygtningelejre og slumkvarterer. På de mange mange millioner mennesker der mister job og levevej – især i fattige eller ekstremt ulige samfund. De dør også med Corona – ikke fordi de bliver syge, men pga. den fattigdom, sult og desperation som alt andet lige bliver konsekvensen når man ikke har en velfærdsstat i ryggen. Og de psykiske og sociale konsekvenser har vi slet ikke overblik over – og vi taler ikke nok om dem. Om stigningen af vold i hjemmet. Om udsatte og sårbare, der bliver utrygge uden deres faste rammer. Om hvad der sker med et samfund hvor den sociale kontrol lige pludselig bliver helt ekstrem, for du SKAL DU HOLDE AFSTAND, ellers…

Måske er historiens vingesus ikke så stille alligevel. Måske er det bare stilhed før stormen. Måske jeg ikke behøver holde mund. Måske kommer zombierne alligevel. Måske vi skal skynde os at plante lidt flere kartofler…

Følg CoronaDage

Følg med på Facebook. Her fortæller vi, når der er kommet nye bidrag.

Del fortællingen.

Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook
Share on linkedin
LinkedIn
Lidt mere

Andre fortællinger

En hjemmebrygget vits

Udenfor Det brune Værtshus står to af stamgæsterne og taler sammen, mens de sender længselsfulde blikke indgennem vinduet til  baren – I disse tider sørger

Lille Peter Edderkop Remix

Carlo: “Det var sjovt at have min mor som musik lærer idag. Man skulle hælde meget vand i nogen af flaskerne og lidt i nogen