På det her tidspunkt af året plejer vi altid at have flybilletterne klar til vores vante sommerferie i Danmark. Ikke denne april. Over den sidste måned har flyselskaberne aflyst afgange på stribe og giver ingen information om, hvornår de planlægger at genåbne for billetsalget. Vi har derfor sat sommerferieplanerne i bero. En beslutning der har været svær at acceptere for os alle fire. Den årlige tur til Danmark er vores måde at vedligeholde forbindelsen til familie og venner. Vi kan derfor godt kæmpe med at holde tristheden for døren, men håber selvfølgelig stadig, at det bliver muligt at komme afsted.
Håb er en finurlig ting. Lige nu kommer og går det, alt efter hvilke nyheder der popper op i de tilgængelige medier. Jeg føler mig især overrumplet af mismod, når jeg sidder på mit nyindrettede kontor i soveværelset og forsøger at arbejde. Stueetagen er under lock-down blevet omdannet til kombineret skole/børnehave, og min mands og børns stemmer, der siver gennem gulvbrædderne, er blevet en fast del af min arbejdsdag. Det virker forstyrrende, men mest af alt beroligende og opløftende – især når det er grin og ikke gråd, jeg hører. Det, der virkelig forstyrrer, er uvisheden om, hvornår vi får bugt med virussen. Jeg tjekker Johns Hopkins Covid-19 GIS kort flere gange dagligt. Dødstallene stiger ubehageligt hurtigt for hver eneste opdatering. Eksponentiel vækst udtrykt i en stejl kurve. Jeg klikker over på statistikken for Danmark – knap så stejl en kurve, langt færre dødstal end vi er vandt til fra de lokale medier. (klik) Norge gør det godt… (klik) og Tyskland (klik, klik, klik).
Pittsburgh, PA, den by vi bor i, kom i de nationale nyheder i forrige uge. På fjernsynet kunne tv-stationerne fra deres nyhedshelikoptere vise kilometer lange bilkøer der langsomt sneglede sig frem mod den lokale Foodbank. En fem timers lang kø af forældre der håbede på at få en nødhjælpskasse med mad de ikke længere selv kan skaffe til deres børn. 22 millioner amerikanere er blevet arbejdsløse inden for de sidste fire uger. Det er mærkbart i Pittsburgh og omegn, et tidligere centrum for stålindustrien med en stadig stor arbejdsstyrke af ufaglærte arbejdere. I onsdags kom hjælpechecken så: $1.200 per voksen og $500 per barn. I dag kan vi læse om, hvordan en del af de fattige ikke får nytte af den, da lånehajerne og boligudlejerne nu øjner en chance for at skovle gæld ind. Jeg klikker over på min arbejdsmail, og bliver der indtil duften af nybagt brød og en syngende 3-årig signalerer at det er tid til frokost. Min mand og jeg snakker lidt med vores 6-årig om, hvad vores hjælpecheck skal gå til. Han syntes at nogle af pengene burde gå til den lokale Foodbank og nogle til legetøj til ham selv og lillebror.
Ved aftensbordet snakker vi om, hvordan børn i Danmark nu skal tilbage i skole. Man kan vist også komme til frisør igen. Donald Trump taler også om en genåbning af landet. Det er en skræmmende tanke, når man kombinere kurver af stærkt stigende dødstal for de fleste af de amerikanske stater, med udtalelser fra de førende eksperter på området der stadig advarer imod en for hurtig åbning. Pennsylvanias guvernør følger heldigvis videnskaben på dette området. I sidste uge blev der meldt ud, at alle skoler i staten forbliver lukket resten af det akademiske år. Derudover anbefaler han, at alle der forlader deres hjem for at gå ud, gør det iført en ansigtsmaske. Online er ventetiden på en ansigtsmaske over en uge. Vi valgte derfor at bruge kreatimerne i hjemmeskolen til at designe og sy ansigtsmasker. Vi måler stof ud, klipper og syer. Stoffet har Tigerdyr, Grisling og Peter Plys som mønster. “Peter Plys – beskytter mod nys ”, pjatter vi.
Det er blevet lørdag morgen i Pittsburgh. Min mand har fundet flybilletter hjem til Danmark, men datoerne for afrejse ligger ret sent på sommeren. Skal vi købe dem eller vente endnu et par uger og se om tingene forbedres yderligere? Som sagt, vi har jo lov at håbe.
