Jeg, der er handikappet, oplever ikke fællesskabet

Bidragyder

Sonja

København V

10/05/2020

Der bliver talt så meget om fællesskabet, der er opstået i disse coronadage.

Desværre har jeg, der er handicappet, ikke oplevet dette fællesskab.

Jeg er ældre, er som sagt handicappet synligt. Og bærer mit hjælpemiddel synligt.

Men jeg oplever desværre den ene gang efter den anden, at især unge mennesker aldeles ikke tager hensyn til handicappede (ordet “undskyld” og “tak” er ligesom udgået af ordbogen).

De sidder simpelthen for tæt på hinanden, og politiet må den ene gang efter den anden rykke ud. Tænk på Islands Brygge. 

Vi skulle jo, selvom vi skal være på afstand af hinanden dyrke fællesskabet. Men det gælder i alle tilfælde ikke for ældre og yngre.

Nu har vi fået lukket lidt mere op af gode gamle Danmark.

Men tro mig, om nogen tid har de unge glemt alt om det med afstanden imellem menneskene .

Det her skrevne skal nok vække vrede unge imellem.

Men tænk så lige på, hvordan det er at være ældre, handicappet og ikke kunne komme udenfor en dør. Der er ingen familie (de kan være døde efterhånden. Ligeså med vennerne.)

Ikke sådan, at vi ældre sidder med hænderne i skødet. Mange af os er meget aktive.

Men ordene “undskyld”, “tak”, “må jeg”, osv…. De bruges åbenbart ikke mere. Desværre.

Følg CoronaDage

Følg med på Facebook. Her fortæller vi, når der er kommet nye bidrag.

Del fortællingen.

Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook
Share on linkedin
LinkedIn
Lidt mere

Andre fortællinger

Essay

“Jeg skrev et kærestebrev til min kæreste i tirsdags. Et glimt af omsorg ramte mig, og det blev pludseligt nødvendigt for mig at fortælle ham,

En sprække af liv

Vi har isoleret far på børneværelset. Han har høj feber, tør hoste og hovedpine. Nu på femte dag. Vi andre er ikke syge. Myndighederne siger,