Der bliver talt så meget om fællesskabet, der er opstået i disse coronadage.
Desværre har jeg, der er handicappet, ikke oplevet dette fællesskab.
Jeg er ældre, er som sagt handicappet synligt. Og bærer mit hjælpemiddel synligt.
Men jeg oplever desværre den ene gang efter den anden, at især unge mennesker aldeles ikke tager hensyn til handicappede (ordet “undskyld” og “tak” er ligesom udgået af ordbogen).
De sidder simpelthen for tæt på hinanden, og politiet må den ene gang efter den anden rykke ud. Tænk på Islands Brygge.
Vi skulle jo, selvom vi skal være på afstand af hinanden dyrke fællesskabet. Men det gælder i alle tilfælde ikke for ældre og yngre.
Nu har vi fået lukket lidt mere op af gode gamle Danmark.
Men tro mig, om nogen tid har de unge glemt alt om det med afstanden imellem menneskene .
Det her skrevne skal nok vække vrede unge imellem.
Men tænk så lige på, hvordan det er at være ældre, handicappet og ikke kunne komme udenfor en dør. Der er ingen familie (de kan være døde efterhånden. Ligeså med vennerne.)
Ikke sådan, at vi ældre sidder med hænderne i skødet. Mange af os er meget aktive.
Men ordene “undskyld”, “tak”, “må jeg”, osv…. De bruges åbenbart ikke mere. Desværre.
