Vi nyder at bo i kolonihaven. Her er fredeligt og masser af muligheder for at være udendørs uden at møde en masse mennesker.
Vi er her så tidligt på sæsonen, fordi jeg efter 6 uger på hospitalet og 6 uger til genoptrængning, blev udskrevet kort tid efter at karantænen blev indført. Det betød at man skulle blive på sit værelse døgnet rundt. Jeg havde heldigvis gang i forskellige kreative projekter, men at jeg ikke kunne komme ud i luften og heller ikke få besøg var ved at drive mig til vanvid. Fysioterapeuten og sygeplejersken synes det var bedst, at jeg blev udskrevet hurtigst muligt, da jeg faktisk var blevet mobil igen. Jeg kunne næsten ikke få armene ned og var ved at græde af glæde. Efter 12 uger var det som at blive frigivet. Og selv om jeg skal være i karantæne rigtig længe, så er lyden af fuglene, de første forårsblomster og vejret så livgivende.
Det er sjældent, at jeg når at savne nogen, men nu savner jeg især mit barnebarn på 3 år, som glæder sig sådan til at komme i kolonihaven, og nu kan mormor jo gå igen. Min datter savner jeg også meget og priser for en gang skyld mobiltelefonen.
Hver dag læser min elskede mand højt for mig, og jeg har et træningsprogram, der skal passes.
I forhold til så mange andres situationer, er jeg meget heldig. Og kan godt føle mig afmægtig over ingenting at kunne gøre. Jeg har kontakt med mine gamle og lidt ensomme damer. Jeg er begyndt at skrive rigtige breve igen – fandt en masse kuverter. Det bliver vennerne meget glade for.
I dag er jeg begyndt på papmache-påskeæg ude i drivhuset, begyndt at sortere alle mine frøposer, så jeg ikke nok en gang køber for mange. Har modtaget læggekartofler, men har ingen jord, så det skal fikses. Og så var det mig, der lavede aftensmad i dag. Vi har sluttet dagen med at se en Clapton-koncert fra Japan på you tube. Har ikke fjernsyn. Løbene (altså jeg løber ikke) er vi i gang med den helt store oprydning. Det er utroligt, hvad vi gemmer, emn giver også mange grin.
Nu vil jeg læse lidt og så sove godt. Håber at solen skinner igen i morgen.
