Jeg trængte til at komme ud, mærke luften og bevæge kroppen. Jeg stod derfor tidligt op lørdag, bevægede mig ud af bygningen og trådte ind i en tom metrovogn.
Forkælet gik jeg med en chai latte i hånden og opdagede byen på ny. Et halvtomt København på en solskinsdag. Smuk som aldrig før.
På Strøget står en hjemløs. Først undgår jeg øjenkontakt, kan jeg overskue ham? Lige nu, i dag, i den tid? Jeg stopper op.
Jeg spørger ham om hvordan han har det i de her dage, om han har et sted at bo. Det har han heldigvis. Han fortæller mig at han er ved at blive skør af at være alene og indendørs på trods af hans to dejlige hunde. Så i dag tog han altså ud, for det er jo godt at bevæge sig og få frisk luft.
Jeg er enig.
Jeg siger hej til de nuttede hunde, det nærmeste jeg kommer “kropskontakt” i de her tider.
Vi ønsker hinanden en god weekend, smiler akavet og siger nærmest enstemmigt “pas godt på dig selv”.
Ps. jeg lagde lidt mønter til ham til dagen og vejen.
