“Det er nemt at stå op, jeg er nemlig ultra morgenmenneske. Jeg elsker at vågne op og springe ud i køkkenet og lave mad til min 4-årige søn, mens jeg synger højt og danser foran komfuret. Inden længe kommer farmand også ud i køkkenet, hvor han højst sandsynligt brokker sig over, at vi spiser æg til morgenmad. Vi lytter til musik, og min søn og jeg danser også gerne, når den rette sang bliver sat på. Morgenen er min yndlingstid på dagen, for der er jeg komplet og aldeles mig selv.
Men så forlader min familie mig for at tage i børnehave og på arbejde, og tilbage sidder jeg alene i min store lejlighed på Vesterbro i København, hvor jeg burde passe ind blandt alle de smukke, succesfulde mennesker, som omgiver mig hver dag…
Det gør jeg bare ikke. Jeg er midt i en depression, en rigtig grim en. Sådan en af de der depressioner, hvor man har lyst til at dø, fordi ens fremtid virker uoverskuelig og håbløs. Det troede jeg godt nok aldrig, at jeg ville opleve. At jeg, Jordens frelser (som jeg altid har tænkt om mig selv), skulle ende midt i en depression, hvor jeg har glemt, hvor vigtig jeg egentlig er. Men her er jeg nu – og det er skide svært!
Som barn fløj jeg rundt og klovnede mens jeg skjult forsøgte at tælle til de rigtige tal, når jeg bevægede mig. 3+3+3+4, 3+3+3+4 og 3+4… og så forfra igen. Jeg har nemlig også ADHD og OCD. To ret så stigmatiserede diagnoser, som folk ikke rigtigt forstår – selvom de prøver. Det betyder, at jeg er en fantastisk mor, der konstant finder på nye ting og ikke er bange for at være for meget, for jeg kan simpelthen ikke lade være. Og det er muligvis også noget af det bedste ved mig. Jeg er pissesjov at være sammen med! Det betyder også, at alt skal være i ulige tal, og at hår er noget fanden har skabt, hvis det falder af i nærheden af mig.
Derfor er det ikke den helt store forandring for mig, at der nu er Corona-dage, hvor jeg ikke kan komme ud. Det er stort set det samme, som det har været i et halvt år. Jeg ligger i min seng og ser dårlige film, for jeg kan slet ikke overskue at se gode film, hvor jeg skal forholde mig til noget. Kun hvis jeg kender dem i forvejen. Tror jeg har set ‘First Blood’ mindst 10 gange det sidste halve år. Engang imellem går jeg i gang med en tegning, som aldrig bliver færdig. De er som regel til mine venner, de får dem bare aldrig. Jeg er faktisk ret god til at tegne kvinder.
Jeg glæder mig til Corona-krisen er ovre. Måske er min egen krise også ovre på det tidspunkt. Måske er det meningen, at Corona og jeg skal gå hånd i hånd og forandre verden sammen. Ja, man har vel lov til at have storhedsvanvid. Hvad end der sker i fremtiden, så håber jeg, at jeg ikke selv når at ende det hele inden lyset kommer tilbage her på Vesterbro… for jeg ér jo Jordens frelser.”
