Tanker om sangen:
I disse tider er det jo lidt kontroversielt at udbryde giv mig din hånd, men måske kan denne opfordring forstås i en mere overført og knap så smitterisikabel betydning. Det er klart, at vi har brug for hinanden og brug for, at vi handler i fællesskab, også selvom vi ikke kan ses, som vi plejer — men det kommer vi jo til igen. En så omfattende samfundsmæssig undtagelsestilstand som denne er også en eksistentiel undtagelse. I denne undtagelse virker tiden snøvlende langsom og stilheden mere øredøvende end sædvanligt… og det kan have sine fordele. Undtagelsen kalder på opfindsomhed til at få dagene til at gå, og den kræver, at vi formår at støtte hinanden og huske hinanden på, at ophøret af normaliteten både er en individuel oplevelse, men også en fælleserfaring. Så måske kan coronadagene være en lille åbning af nye refleksionsrum, som ellers ville blive overhørt og overset, og en påmindelse om, at vi bor i et samfund, hvor de altruistiske dyder måske har godt af lidt pleje (hvem sagde hamstring?)
Sangen er i øvrigt ikke skrevet specielt til anledningen, men udspringer af oplevelsen af indre og ydre konflikter, hvor man må æde sig selv for at frigøre sig, og hvor forsøget på at forsone sig bliver lettere ved at fokusere på noget større uden for en selv. Hvordan man end fortolker det, findes dette større stadig væk derude
Større end vi er – Chris Enghart
1
Vi kan intet andet end at vente
Vente på natten forgår
Bidende timer har holdt os tilbage
Hvad forestår
2
Er kun en fejde på liv uden ende
hvor alle folk holder på sit
Endnu en krig vil vor hjerter forblænde
Til alt blir sort og hvidt
3
Var der engang hvor et blik kunne trøste
Så let som en fjer på din kind?
Var der en grund som vi aldrig ku’ ryste?
Et spind i dit sind
Er det mon angsten for os selv at miste
der føjer til ufredens bål?
Bro
Så giv mig din hånd
Slip dine bånd
Dem som du bandt med alvorstrang
Og tynged’ din ånd
Omkvæd 1
Se nu hvor dagens tid
løser den sidste splid
og for en stund du lever
Stor er håbets skær
Større end vi er
4
Alt hvad sjælen så stejlt har fortiet
forvist fra facadernes flor
bliver før du ser det til selve livet
en rod i din jord
Men alle de ord som du trænger at dele
Forgæves forlængst er forspildt
Bro
Så giv mig din hånd
Slip dine bånd
Dem som du bandt med alvorstrang
Og tynged’ din ånd
Omkvæd 2
Fri er kun den i ro
der er sin skæbne tro
og ej lader frygt forblænde
Stor er modets skær
Større end vi er
Større end vi er
Større end vi er
Større
Større end
Større end vi er
