Tanker på en anderledes 1. maj

Bidragyder

Karen Maigaard

Odense

01/05/2020

Kørte hjem fra kæresten her til morgen. Næsten mennesketomme gader. Dog enkelte ophobninger af biltrafik ved strategiske lyskryds. Tankede op. Det er længe siden, jeg har gjort det. For en fyldt tank blev det næsten 100 kr. billigere. Der er for store lagre, og oliestaterne har sænket priserne.

Underligt denne første maj ikke at skulle til fest og fejring i Kongens Have i Odense. Jeg har næsten altid i mit voksne liv været til fejringer rundt omkring i landet afhængigt af, hvor jeg har arbejdet og boet. Mens jeg var i Undervisningsministeriet og i Københavns kommune fik vi fri kl. 12.00 og kunne følges ad i Fælledparken. Men i dag er det hele online – og Philip Fabers fællessang i DR1 tog ”Kom maj du søde milde” og ”Når vinteren rinder”. Det sidste valg var godt på en første maj, fordi det er husmændenes sang. Husmændene, som blev glemt i både bonde- og arbejderbevægelsen, men kom stærkt igen i begyndelsen af 1900-tallet. Fandt ”Arbejdersange”, udgivet af Dansklærerforeningen i begyndelsen af 70erne, hvor den del af vores kultur måtte bruges i undervisningen både i den offentlige og den private skole i Danmark. Da jeg var efterskolelærer i 70erne og 80erne var det helt naturligt for os, at holde første maj-møder med en lokal folketingspolitikere kl. 6 om morgenen og på den måde give eleverne en tradition med på vejen. I dag har jeg fulgt flere arrangementer online og læst artikler i aviserne og andre medier. Godt nok.

I det hele taget er det ok for mig i disse tider. Jeg har snart været pensionist i fire år og havde i forvejen en struktur i min hverdag. Den er meget fleksibel og kan være det, fordi jeg har haft et langt liv til at lære at styre min tid. Mine børn har godt nok ellers været bekymrede, fordi de ikke troede, jeg kunne finde ud af det som pensionist. Jeg har jo altid haft travlt med meget arbejde og mange frivillige engagementer i lokale og landsdækkende foreninger og bevægelser. Det har jeg stadig – i foreninger og bevægelser. Er formand fire steder og har været sekretær et femte sted. Nu er der stille, og min kalender er tom, fordi jeg ikke skal deltage i møder fysisk. Rejseaktiviteten er stort set stoppet. Men der har været nok at gøre med at flytte landsmøder, udsætte møder, klare dem online, tage stilling til antal pladser i kirken til bisættelser, hvordan daginstitutionen skulle åbne, hvordan en socialøkonomisk virksomhed kunne lukkes ned, og frivillige til tosprogede børn alligevel kunne holde kontakten. Midt i det hele sagde degnen op, og der skulle ansættes en ny. Årsregnskaber skulle godkendes og budgetlægning i gang. Valg til forældrebestyrelsen er udsat….og meget andet med det. Der bliver trængsel, når vi fysisk kan åbne os mod hinanden igen.

Jeg bor i lejlighed midt i Odense. Der er 22 lejligheder i denne del af en større boligforening. Jeg har boet her i tre år og har faktisk kun hilst høfligt på de andre på trappen og i gården, i cykelskuret, på legepladsen og i vaskekælderen. Nu stopper vi op, holder afstand, men snakker med hinanden. Vi er begyndt at komme hinanden mere ved her i coronatiden. Sjovt nok. Fællesskabet styrkes på afstand.

Jeg har også sommerhus i Kerteminde, og det har aldrig været mere klar til sommeren end nu. Om vinteren har jeg vand i kælderen og baghaven. Nu har vi haft en tørkeperiode, og det betyder, at det hele er gjort fint og klart. Gæster kan jeg jo ikke have, så der hvor familien plejer at være til påskefrokost, når huset åbnes efter vinteren, holdt vi virtuel påskefrokost på Zoom fra fem forskellige adresser i Danmark: Amager, Lille Havelse, Odden, Skanderup og Kerteminde med deltagelse af 14 personer. Det varede 1½ timer. Vi havde jo ikke kunnet snakke sammen siden juleaften. Jo, i telefon og via facebook, delt billeder på instagram, sendt billeder og korte beskeder på messenger og pr. mail. Det ældste barnebarn var i utide kommet hjem fra dannelsesrejsen i Latinamerika og havde fået fast kæreste. Efterskoledatter og -svigersøn levede med hjemsendte elever og en helt ny skolehverdag. Datteren ansat i en faglig organisation mærkede ikke den store forskel i arbejdslivet for alt på det kontor var online og papirløst i forvejen. Sønnen, der er selvstændig advokat, skulle jo betjene kunder som sædvanligt, og svigerdatteren i en anden større faglige organisation kunne arbejde hjemmefra og kun møde en enkelt gang om ugen. Børnebørnene på 17 og 14 havde det fint med at arbejde online. Men ham på 12 syntes ikke det var så sjovt og heller ikke de andre to på 11 og syv. Det blev kedeligt i længden at undvære kammeraterne. Men flere af dem er kommet på insta og udfordrer hinanden på kryds og tværs af landet. Og sikkert betydeligt mere en mormor/farmor overhovedet ved!

Når jeg ser tilbage på de seneste par måneder, har jeg faktisk aldrig haft så meget tid til mig selv. Tiden ligner min barndom i 50erne, hvor jeg selvfølgelig skulle passe min skole og fritidsjobbene, men jeg kom ikke så ofte i teater, til koncerter og i biografen. Mødtes i syklubben med tre andre og var på biblioteket for at låne nye bøger. Men nu har jeg masser af kontakter på facebook, på telefon, på sms, på LinkedIn osv. Har tid til at læse aviser og mange onlinemedier, at høre radio dagen lang og se udsendelser og film på TV. Bøgerne får jeg på Mofibo. Rejsen til Wien er flyttet til april 2021, og nu kan det være den bliver med tog i stedet for fly? Jeg kan sagtens undvære at rejse ud. Nu har jeg ro til at rejse ind, fordybe mig og tage samtaler med kæresten, som vi ellers ikke ville nå, fordi jeg ellers hele tiden ”skal noget” i de mange foreninger, jeg er en del af. Vi lærer også at være stille og eftertænksomme sammen – og hver for sig. Det styrker vores forhold, som er forholdsvis nyt. Det bliver stærkere og dybere – og det har vi måske nået på kortede tid? Afsavn og ”tæring efter næring” har vi begge med os fra barndommen hos forældre, der havde oplevet arbejdsløshed i 30erne og besættelsen for 75 år siden.

I det hele taget er tidsbegreberne for mig ændret. Jeg har slet ikke travlt med noget. Har fået en større ro. Ikke fordi jeg syntes, jeg har manglen den. Har altid haft travlt, men aldrig stress. Jeg har altid nået, hvad jeg skulle og ville, men nu har jeg kunnet sidde en helt dag og strikke, men jeg har lyttet til romaner og eller P1.

Himlen er blevet mere blå. Trafikdrabene er formindsket, influenzaen er dalet, forkølelser ligeså. Det danske demokrati har måske fundet en form, hvor vi lytter og handler i nødvendige fællesskaber?

Lige nu håber jeg, at vi stiller og roligt finder en ny dagligdag, hvor det bedste af denne coronatid bevares og dermed, at verden bliver et bedre sted at være. Hvor vi tager hensyn til de svageste, lever mere bæredygtigt, bevarer det globale udsyn, arbejder for verdensfreden og sameksistensen på tværs af nationaliteter, køn, race, alder og region.

Vi har fået syn for sagn, vi har nemlig prøvet hvor hurtigt ændring af vores egen adfærd kan påvirke klima, økonomi og helbred. Det er ikke bare snak. Svært er det. Men ikke umuligt. Der er kun os til at gøre det.

Følg CoronaDage

Følg med på Facebook. Her fortæller vi, når der er kommet nye bidrag.

Del fortællingen.

Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook
Share on linkedin
LinkedIn
Lidt mere

Andre fortællinger

Essay

“Jeg skrev et kærestebrev til min kæreste i tirsdags. Et glimt af omsorg ramte mig, og det blev pludseligt nødvendigt for mig at fortælle ham,

Hjemmearbejdsdag

Min 5. hjemmearbejdsdag. Vækkeuret skal i disse dage ringe en time senere end normalt, da der jo ikke er langt til “arbejde”.  Det er da

Røg og Palaver

Blandt tekstiler og tegnebog i det selvbyggede og mindre primitive corona-hjemme-studie, har Anders Nordlyst endeligt haft tid indspillet denne lille sang. Nedenfor ses en gennemgang